NYHEDER I 2023

Så er der lys forude

Snart kan man se den Æresport, som H.M. Dronning Margrethe II, H.K.H Kronprins Frederik og H.K.H Prins Christian kørte under den 13.6.2021, være belyst om aftenen. Æresporten har fået permanent plads i den lille naturlund cirka 200 meter syd for Genforenings- og Grænsemuseet, hvor den også ses tydeligt fra hovedvej 170.

Foto: Anne-Else Højgaard Jensen

En kæmpe overraskelse – en museumsfane

Helt overraskende vendte tre medlemmer af Danmarkssamfundets Landsledelse tilbage til Genforenings- og Grænsemuseet få minutter efter, at ledelsens 11 deltagere havde besøgt museet med museumsvært Henning Madsen som modtagende museumsvært.

Med sig bragte tre medlemmer en gave. En “pensioneret” fane til museets udstilling.
Fanen, skal betragtes som en museumsgenstand og kommer fra Aalborg, hvor Danmarks-Samfundet blev stiftet i 1908. Det er en gave uden videre forpligtelser som tak for Landsledelsens besøg hos os den 3.3.2023. De 11 deltagere synes, at en ”gammel” fane hører hjemme hos os.

På fotoet, ses den delegation som overrakte fanen. Fra venstre formand for Danmarkssamfundet i Kolding og kasserer i Landsledelsen Daniel Klestrup Bjærge, landsformand Bjarne Erbo Grønfeldt og landsledelsesmedlem Martin Helbo Nielsen. Firkløveret flankeres af dagens museumsvært på Genforenings og Grænsemuseet, Henning Madsen.