af Leif Thomsen

I disse ├Ñr er det 90 ├Ñr siden, unge s├©nderjyder m├Ñtte drage i en krig, der, som man sagde, ikke var deres. De var borgere i en landsdel, der 50 ├Ñr tidligere af Pr├©jsen/├ÿstrig var taget fra Danmark med magt, og pr. definition var de nu pr├©jsere, hvad enten de ville v├ªre det eller ikke. 1. verdenskrig var som andre krige en barsk omgang, is├ªr p├Ñ landjorden, idet moderne v├Ñben som maskingev├ªrer og artilleri i forbindelse med pigtr├Ñd gjorde, at 4 ├Ñrs stillingskrig og anvendelse af gammeldags former for fodfolksangreb medf├©rte tab for begge parter af uh├©rt st├©rrelse. Det store Tyskland var jo ikke deres f├ªdrene land, og den fjende, de stod overfor, kunne godt v├ªre soldater, som var deres br├©dre eller n├ªrmeste familie, idet mange danske p├Ñ det tidspunkt var emigreret til b├Ñde Canada, Australien, New Zealand og USA. Ikke s├ªrt vendte de overlevende hjem med s├Ñr p├Ñ b├Ñde legeme og sj├ªl fra slagmarkerne p├Ñ Vestfronten, ├ÿstfronten, Balkan, Afrika og fra de mange steder, hvor Kriegsmarinen havde deltaget i kampe p├Ñ s├©en. 6000 kammerater blev derude, st├©rstedelen uden kendt grav, idet de forsvandt i skyttegravenes mudder og morads eller fandt den v├Ñde grav p├Ñ det store ocean. De hjemvendte krigsdeltagere blev af den alsiske folkedigter Martin N.Hansen beskrevet s├Ñledes i et vers i et af digtene: H├®r er vi en flok, som h├ª bjerre e lyv, Et bien kund go taft, og en arm kund blyv styv, Ja, sjel om en enkelt bl├©v bliend eller d├©v, S├Ñ fandt en det hovret og lyklet ├Ñ l├©vÔÇÖ Og komm hjem og v├ªr glaj med Mari. I dag ved vi, hvordan det er sv├ªrt for en soldat, der har oplevet alt det v├ªrste en krig bringer med sig, at komme videre. Aldrig vil minderne forlade hans sind, og den, der ikke har oplevet det, har sv├ªrt ved at forst├Ñ, at erindringerne h├ªnger s├Ñ godt fast, at de kan give mareridt resten af livet ud. Derfor er det s├Ñ godt for en gammel soldat at f├Ñ en snak med en ligesindet, for de forst├Ñr hinanden. N├Ñr man har h├©rt deres snakken, kunne man godt f├Ñ den opfattelse, at soldaterlivet dengang var det bare sk├ªg og l├©jer. Det var det ogs├Ñ, men nedenunder lurede det usagte, det som andre ikke forstod. Under en s├Ñdan samtale blev det i 1936 almindeligt kendt, at tyskerne under indtryk af nazismens fremmarch i Tyskland ville samle gamle krigsdeltagere, tyske som danske, til f├ªlles ÔÇ£kammeratskabsaftenerÔÇØ, og skr├ªddermester Wilhelm Hansen i Aller tog forbindelse med v├ªrten p├Ñ forsamlingshuset ÔÇ£FrejÔÇØ i Christiansfeld, Mathias Pors, for at snakke sagen igennem. Man blev enige om, at skulle de dansksindede krigsdeltagere samles, s├Ñ skulle det v├ªre i en dansk forening. S├Ñledes beretter viceskoleinspekt├©r Jens Andersen, Gr├Ñsten, i en sammenfatning over historien om DSK, og den blev bragt i DSKs sidste ├Ñrbog i 1972. Flere kammerater blev draget ind i problemet, og p├Ñ et m├©de samme aften p├Ñ ÔÇ£FrejÔÇØ kom bankbestyrer Peter Ravn, malermester Johan Madsen, typograf Lauritz Christensen, arbejdsmand Karl Meyer og g├Ñrdejer Peter Autzen. Ravn og Pors skulle forfatte en indbydelse til et st├©rre m├©de, cirka 100 navne blev fundet i telefonbogen, og s├Ñ k├©rte det hele. Interessen skulle vise sig at v├ªre enormt stor, selvf├©lgelig lovede alle hver p├Ñ sin egn at v├ªkke interesse og tilslutning. Blandt de ivrigste agitatorer var m├©ller Anton Houborg og urmager Jensen, og de tidligere krigsdeltagere sluttede godt op i r├ªkkerne. Tiden var inde til en stiftende generalforsamling, og den fandt sted p├Ñ ÔÇ£FrejÔÇØ i Christiansfeld 11. november 1936, selve v├Ñbenstilstandsdagen, som for alle krigsdeltagere verden over er en dato af betydning, den dag i 1918 tav kanonerne, og man h├©rte igen fuglene synge. Foreningen kom til at hedde ÔÇ£Dansksindede S├©nderjyske Krigsdeltagere 1914-18ÔÇ│, og i lovene sl├Ñs det fast, at man vil ÔÇ£bevare, fremme og styrke alt, hvad dansk erÔÇØ, en klar tilkendegivelse af, at man var rede til at danne front mod alle nazistiske bestr├ªbelser, gr├ªnseflytning m.m. Foreningen skulle finde sine afdelinger rundt over hele S├©nderjylland i hvert sogn, og ude omkring i landet opstod afdelinger i K├©benhavn, Odense, Aarhus, Fredericia, Ribe og Flensborg med i alt ca. 8000 medlemmer. S├Ñ stor var foreningen, at landet blev opdelt i amtskredse, hvis form├ªnd skulle danne DSKs hovedbestyrelse. Et emblem skulle medlemmerne b├ªre i jakkereversen, det var af s├©lv med de slesvigske l├©ver p├Ñ og bogstaverne DSK og ├Ñrstallene 1914-18. Mange markante form├ªnd har gennem ├Ñrene udf├©rt et stort og uegennyttigt arbejde for foreningen, og det ville v├ªre p├Ñ sin plads at n├ªvne den f├©rste bestyrelse, men iflg. Jens Andersen oplyser de gamle protokoller intet herom. En ting, som optog de gamle krigsdeltagere meget, var etableringen af en dansk kirkeg├Ñrd ved byen Braine ved gode fondes hj├ªlp. 79 s├©nderjyders kendte grave blev flyttet hertil, og gennem ├Ñrene har mangen kammerat gjort rejsen derned for at dv├ªle en lille tid hos kammeraters grave, kammerater de sikkert ikke havde kendt, men som de f├©lte for. I mange ├Ñr forpligtede DSK sig til at sende en dannebrogsvimpel derned hvert ├Ñr, en god skik der forsvandt i og med foreningens oph├©r. Byen Braine er venskabsby med Haderslev, der igen har en f├ªllesgrav med franske fanger, der d├©de i Danmark under verdenskrigen, og mindesm├ªrket her er bekostet af DSK, der herigennem viste taknemmelighed over for fransk offervilje. De helt store sammenkomster blev afholdt i forbindelse med ├Ñrsm├©derne, som gerne trak s├Ñ mange DSKere til, at man m├Ñtte holde m├©derne p├Ñ steder, der var store nok til at huse deltagerne. En s├ªrlig ting ved disse og andre m├©der var de talrige DSK-faner, der m├©dte op. Hver lokalforening havde sin fane, og der var helt klare regler for, ved hvilke lejligheder fanen skulle m├©de op. R├ªkken af ├Ñrsm├©der har kun v├ªret afbrudt under bes├ªttelsen, hvor man fandt det tilr├Ñdeligt at f├©re lav profil En del af sigtet med DSK var, at man skulle pleje kammeratskabet, og det var en opgave, som de enkelte afdelinger tog sig af. Her kendte man hinanden rigtig godt, man kunne st├©tte hinanden moralsk og i det hele taget finde forst├Ñelse indbyrdes. Ellers var DSK som regel repr├ªsenteret ved alle nationale mindefester og h├©jtideligheder, specielt i anledning af Genforeningsdage, Dybb├©ldage, ├Ñrsdage for v├Ñbenstilstanden etc. Ikke s├ªrt gik en del af DSKerne ind i modstandsarbejdet under krigen, og en del m├Ñtte b├©de herfor og drage i tysk koncentrationslejr. Nogle af dem gav deres liv i kampen for deres k├ªre land, en af dem har ikke engang en kendt grav. Ret tidligt opstod i DSK en tanke om udgivelse af et skrift, idet alle de mange medlemmer jo m├Ñtte ligge inde med historier og oplevelser fra ÔÇ£dengangÔÇØ, og som var v├ªrdige til at blive gemt til gl├ªde og studium for eftertiden. Det hele mundede ud i, at der var tilslutning til udgivelsen af en ├Ñrbog, og den f├©rste udkom i 1941. Allerede inden kammeraterne kendte den, indl├©b over 3000 bestillinger, s├Ñ ├©konomien var i orden. I den f├©rste DSK-├àrbog skriver biskop H.Fuglsang Damgaard i indledningen om kammeratskabsf├©lelsen, som han kendte den fra krigen, og han slutter: ÔÇ£Vi stod sammen ude p├Ñ Europas slagmarker for at k├ªmpe for vor frihed og ret. Vi vil ogs├Ñ st├Ñ sammen for at v├ªrne om Danmarks sag og for at bygge det nye Danmark. M├Ñtte denne bog bidrage til at knytte os sammen og smelte os sammen til en enhed.ÔÇØ I en ubrudt r├ªkke af ├Ñr fra 1941 og til 1972 udkom den lille r├©de DSK-├àrbog med bidrag, som der ├Ñbenbart var mange at ├©se af. Men foreningens medlemmer blev jo ├ªldre, og naturn├©dvendigt fandtes ingen yngre til at overtage. Derfor besluttede man p├Ñ ├Ñrsm├©det i Broager i 1972 at holde inde med udgivelsen, s├Ñ 1972 udgaven skulle v├ªre den sidste. Og i dag, s├Ñ mange ├Ñr senere, har den heldige, der er i besiddelse af et s├ªt DSK-├Ñrb├©ger, en kilde af helt ekstraordin├ªre dimensioner, hvis han vil s├ªtte sig ind i et stykke S├©nderjyllandshistorie, som man ellers ikke normalt finder i historieb├©gerne. Her er nemlig krigens historie fortalt af soldaten, som befandt sig helt nede i mudderet. Her er ingen polerede afhandlinger som skrevet af en sejrherres h├Ñnd. N├Ñr man l├ªser DSK-beretningerne, m├ªrker man nok, at de morsomme beretninger fylder meget, men mellem linierne fornemmer man alvoren bag og alt det usigelige, det var s├Ñ sv├ªrt at h├Ñndtere. Mange beretninger er s├Ñ n├©jagtige, at man n├ªsten, ved at rejse til stederne, hvor det hele foregik, kan genfinde lokaliteter. En rejse til Flandern, Somme, Sedan eller Verdun f.eks. vil give den interesserede yderligere viden og baggrund til forst├Ñelse af vore landsm├ªnd, der k├ªmpede her for 90 ├Ñr siden. En af skribenterne m├Ñ n├ªvnes, nemlig Nis Kock fra S├©nderborg, fra vis h├Ñnd ogs├Ñ findes b├©gerne ÔÇ£S├©nderjyder forsvarer ├ÿstafrikaÔÇØ og ÔÇ£S├©nderjyder vender hjem fra ├ÿstafrikaÔÇØ. Nis Kock deltog som dansktalende marinesoldat i et af krigens mest fantastiske togter, hvor man med et lille dampskib forkl├ªdt som dansk fragtskib gennembr├©d den britiske blokade og sejlede under Island og ned gennem Atlanten for at g├Ñ syd om Afrika og op til Tysk ├ÿstafrika, hvor man skulle forsyne et krigsskib og landstyrkerne med v├Ñben og ammunition. Og frem kom de, men det lille skib blev skudt s├©nder og sammen af engl├ªnderne efter, at skibet var blevet losset. Herefter blev mandskabet indrulleret i den tyske h├ªr under general Lethow Vorbeck til forsvar af omr├Ñdet, der var under pres fra engl├ªndernes side. Rundt i junglen gik det, og det var under udf├©relsen af arbejdet med ├ªndring af granater, Nis Kock fik en ung indf├©dt ved navn Ramasan som sin hj├ªlper. Herom skriver Nis Kock i ├àrbog 1942: ÔÇ£Men det, der dybest har f├ªstnet sig i mine erindringer om Ramasan var, da han i slutningen af krigen nede i Makanderh├©jlandet, medens vi s├Ñ godt som fuldst├ªndigt var omringet af engl├ªndere, spurgte mig om, om krigen her og i Europa nu ikke snart var til ende, thi nu l├ªngtes han snart tilbage til Daressalam. Jeg kunne inderlig godt forst├Ñ ham, men var lige s├Ñ lidt som ham orienteret om krigens forl├©b i Europa. Men for at give ham nye forh├Ñbninger, svarede jeg: ÔÇ£Jo, Ramasan, krigen m├Ñ nu snart v├ªre til ende.ÔÇØ ÔÇ£Vender du s├Ñ tilbage til Europa, Brana?ÔÇØ ÔÇ£Ja, Ramasan, det g├©r jeg, men n├Ñr jeg m├Ñske senere igen vender tilbage til Afrika, vil du s├Ñ igen v├ªre boy hos mig?ÔÇØ ÔÇ£Ja, Brana, det vil jeg gerne. Kva heri!ÔÇØ ÔÇ£Godnat Ramasan.ÔÇØÔǪ. Jeg ville ├©nske, at jeg endnu engang kunne m├©des med Ramasan. Men dette ├©nske vil ikke g├Ñ i opfyldelse.ÔÇØ Ligesom ├Ñrbogen engang m├Ñtte h├©re op med at udkomme, lige s├Ñdan m├Ñtte foreningen DSK opl├©se sig, og det skete ved ├Ñrsm├©det 31. juli 1988 p├Ñ Folkehjem i Aabenraa. Der var da 32 DSKere tilbage, og 18 faner var til stede. Hermed oph├©rte den ÔÇ£storeÔÇØ forening at eksistere, men mange lokalforeninger fortsatte deres virke lige s├Ñ l├ªnge, nogen af de gamle levede. Og fanerne, ja, de blev bevaret i foreningerne lige til det sidste, ofte med en s├©n af en DSKer som faneb├ªrer. En del faner befinder sig i den sognekirke, hvor de h├©rer hjemme, ellers huses mange p├Ñ S├©nderborg Slot. Og den sidste DSKer, Lorenz Gram i Kolding, lukkede sine ├©jne 2. juledag 2004 105 ├Ñr gammel for at drage op til sine kammerater, en ├ªra var endegyldigt forbi. Her ses Lorenz Gram ved ├Ñbningen af museets s├ªrudstilling om DSK i 2003.