Deutsch
English
  • DSK

    Udgivet den 2. januar 2007

    af Leif Thomsen

    I disse år er det 90 år siden, unge sønderjyder måtte drage i en krig, der, som man sagde, ikke var deres. De var borgere i en landsdel, der 50 år tidligere af Prøjsen/Østrig var taget fra Danmark med magt, og pr. definition var de nu prøjsere, hvad enten de ville være det eller ikke. 1. verdenskrig var som andre krige en barsk omgang, især på landjorden, idet moderne våben som maskingeværer og artilleri i forbindelse med pigtråd gjorde, at 4 års stillingskrig og anvendelse af gammeldags former for fodfolksangreb medførte tab for begge parter af uhørt størrelse. Det store Tyskland var jo ikke deres fædrene land, og den fjende, de stod overfor, kunne godt være soldater, som var deres brødre eller nærmeste familie, idet mange danske på det tidspunkt var emigreret til både Canada, Australien, New Zealand og USA. Ikke sært vendte de overlevende hjem med sår på både legeme og sjæl fra slagmarkerne på Vestfronten, Østfronten, Balkan, Afrika og fra de mange steder, hvor Kriegsmarinen havde deltaget i kampe på søen. 6000 kammerater blev derude, størstedelen uden kendt grav, idet de forsvandt i skyttegravenes mudder og morads eller fandt den våde grav på det store ocean. De hjemvendte krigsdeltagere blev af den alsiske folkedigter Martin N.Hansen beskrevet således i et vers i et af digtene: Hér er vi en flok, som hæ bjerre e lyv, Et bien kund go taft, og en arm kund blyv styv, Ja, sjel om en enkelt bløv bliend eller døv, Så fandt en det hovret og lyklet å løv’ Og komm hjem og vær glaj med Mari. I dag ved vi, hvordan det er svært for en soldat, der har oplevet alt det værste en krig bringer med sig, at komme videre. Aldrig vil minderne forlade hans sind, og den, der ikke har oplevet det, har svært ved at forstå, at erindringerne hænger så godt fast, at de kan give mareridt resten af livet ud. Derfor er det så godt for en gammel soldat at få en snak med en ligesindet, for de forstår hinanden. Når man har hørt deres snakken, kunne man godt få den opfattelse, at soldaterlivet dengang var det bare skæg og løjer. Det var det også, men nedenunder lurede det usagte, det som andre ikke forstod. Under en sådan samtale blev det i 1936 almindeligt kendt, at tyskerne under indtryk af nazismens fremmarch i Tyskland ville samle gamle krigsdeltagere, tyske som danske, til fælles “kammeratskabsaftener”, og skræddermester Wilhelm Hansen i Aller tog forbindelse med værten på forsamlingshuset “Frej” i Christiansfeld, Mathias Pors, for at snakke sagen igennem. Man blev enige om, at skulle de dansksindede krigsdeltagere samles, så skulle det være i en dansk forening. Således beretter viceskoleinspektør Jens Andersen, Gråsten, i en sammenfatning over historien om DSK, og den blev bragt i DSKs sidste årbog i 1972. Flere kammerater blev draget ind i problemet, og på et møde samme aften på “Frej” kom bankbestyrer Peter Ravn, malermester Johan Madsen, typograf Lauritz Christensen, arbejdsmand Karl Meyer og gårdejer Peter Autzen. Ravn og Pors skulle forfatte en indbydelse til et større møde, cirka 100 navne blev fundet i telefonbogen, og så kørte det hele. Interessen skulle vise sig at være enormt stor, selvfølgelig lovede alle hver på sin egn at vække interesse og tilslutning. Blandt de ivrigste agitatorer var møller Anton Houborg og urmager Jensen, og de tidligere krigsdeltagere sluttede godt op i rækkerne. Tiden var inde til en stiftende generalforsamling, og den fandt sted på “Frej” i Christiansfeld 11. november 1936, selve våbenstilstandsdagen, som for alle krigsdeltagere verden over er en dato af betydning, den dag i 1918 tav kanonerne, og man hørte igen fuglene synge. Foreningen kom til at hedde “Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere 1914-18″, og i lovene slås det fast, at man vil “bevare, fremme og styrke alt, hvad dansk er”, en klar tilkendegivelse af, at man var rede til at danne front mod alle nazistiske bestræbelser, grænseflytning m.m. Foreningen skulle finde sine afdelinger rundt over hele Sønderjylland i hvert sogn, og ude omkring i landet opstod afdelinger i København, Odense, Aarhus, Fredericia, Ribe og Flensborg med i alt ca. 8000 medlemmer. Så stor var foreningen, at landet blev opdelt i amtskredse, hvis formænd skulle danne DSKs hovedbestyrelse. Et emblem skulle medlemmerne bære i jakkereversen, det var af sølv med de slesvigske løver på og bogstaverne DSK og årstallene 1914-18. Mange markante formænd har gennem årene udført et stort og uegennyttigt arbejde for foreningen, og det ville være på sin plads at nævne den første bestyrelse, men iflg. Jens Andersen oplyser de gamle protokoller intet herom. En ting, som optog de gamle krigsdeltagere meget, var etableringen af en dansk kirkegård ved byen Braine ved gode fondes hjælp. 79 sønderjyders kendte grave blev flyttet hertil, og gennem årene har mangen kammerat gjort rejsen derned for at dvæle en lille tid hos kammeraters grave, kammerater de sikkert ikke havde kendt, men som de følte for. I mange år forpligtede DSK sig til at sende en dannebrogsvimpel derned hvert år, en god skik der forsvandt i og med foreningens ophør. Byen Braine er venskabsby med Haderslev, der igen har en fællesgrav med franske fanger, der døde i Danmark under verdenskrigen, og mindesmærket her er bekostet af DSK, der herigennem viste taknemmelighed over for fransk offervilje. De helt store sammenkomster blev afholdt i forbindelse med årsmøderne, som gerne trak så mange DSKere til, at man måtte holde møderne på steder, der var store nok til at huse deltagerne. En særlig ting ved disse og andre møder var de talrige DSK-faner, der mødte op. Hver lokalforening havde sin fane, og der var helt klare regler for, ved hvilke lejligheder fanen skulle møde op. Rækken af årsmøder har kun været afbrudt under besættelsen, hvor man fandt det tilrådeligt at føre lav profil En del af sigtet med DSK var, at man skulle pleje kammeratskabet, og det var en opgave, som de enkelte afdelinger tog sig af. Her kendte man hinanden rigtig godt, man kunne støtte hinanden moralsk og i det hele taget finde forståelse indbyrdes. Ellers var DSK som regel repræsenteret ved alle nationale mindefester og højtideligheder, specielt i anledning af Genforeningsdage, Dybbøldage, årsdage for våbenstilstanden etc. Ikke sært gik en del af DSKerne ind i modstandsarbejdet under krigen, og en del måtte bøde herfor og drage i tysk koncentrationslejr. Nogle af dem gav deres liv i kampen for deres kære land, en af dem har ikke engang en kendt grav. Ret tidligt opstod i DSK en tanke om udgivelse af et skrift, idet alle de mange medlemmer jo måtte ligge inde med historier og oplevelser fra “dengang”, og som var værdige til at blive gemt til glæde og studium for eftertiden. Det hele mundede ud i, at der var tilslutning til udgivelsen af en årbog, og den første udkom i 1941. Allerede inden kammeraterne kendte den, indløb over 3000 bestillinger, så økonomien var i orden. I den første DSK-Årbog skriver biskop H.Fuglsang Damgaard i indledningen om kammeratskabsfølelsen, som han kendte den fra krigen, og han slutter: “Vi stod sammen ude på Europas slagmarker for at kæmpe for vor frihed og ret. Vi vil også stå sammen for at værne om Danmarks sag og for at bygge det nye Danmark. Måtte denne bog bidrage til at knytte os sammen og smelte os sammen til en enhed.” I en ubrudt række af år fra 1941 og til 1972 udkom den lille røde DSK-Årbog med bidrag, som der åbenbart var mange at øse af. Men foreningens medlemmer blev jo ældre, og naturnødvendigt fandtes ingen yngre til at overtage. Derfor besluttede man på årsmødet i Broager i 1972 at holde inde med udgivelsen, så 1972 udgaven skulle være den sidste. Og i dag, så mange år senere, har den heldige, der er i besiddelse af et sæt DSK-årbøger, en kilde af helt ekstraordinære dimensioner, hvis han vil sætte sig ind i et stykke Sønderjyllandshistorie, som man ellers ikke normalt finder i historiebøgerne. Her er nemlig krigens historie fortalt af soldaten, som befandt sig helt nede i mudderet. Her er ingen polerede afhandlinger som skrevet af en sejrherres hånd. Når man læser DSK-beretningerne, mærker man nok, at de morsomme beretninger fylder meget, men mellem linierne fornemmer man alvoren bag og alt det usigelige, det var så svært at håndtere. Mange beretninger er så nøjagtige, at man næsten, ved at rejse til stederne, hvor det hele foregik, kan genfinde lokaliteter. En rejse til Flandern, Somme, Sedan eller Verdun f.eks. vil give den interesserede yderligere viden og baggrund til forståelse af vore landsmænd, der kæmpede her for 90 år siden. En af skribenterne må nævnes, nemlig Nis Kock fra Sønderborg, fra vis hånd også findes bøgerne “Sønderjyder forsvarer Østafrika” og “Sønderjyder vender hjem fra Østafrika”. Nis Kock deltog som dansktalende marinesoldat i et af krigens mest fantastiske togter, hvor man med et lille dampskib forklædt som dansk fragtskib gennembrød den britiske blokade og sejlede under Island og ned gennem Atlanten for at gå syd om Afrika og op til Tysk Østafrika, hvor man skulle forsyne et krigsskib og landstyrkerne med våben og ammunition. Og frem kom de, men det lille skib blev skudt sønder og sammen af englænderne efter, at skibet var blevet losset. Herefter blev mandskabet indrulleret i den tyske hær under general Lethow Vorbeck til forsvar af området, der var under pres fra englændernes side. Rundt i junglen gik det, og det var under udførelsen af arbejdet med ændring af granater, Nis Kock fik en ung indfødt ved navn Ramasan som sin hjælper. Herom skriver Nis Kock i Årbog 1942: “Men det, der dybest har fæstnet sig i mine erindringer om Ramasan var, da han i slutningen af krigen nede i Makanderhøjlandet, medens vi så godt som fuldstændigt var omringet af englændere, spurgte mig om, om krigen her og i Europa nu ikke snart var til ende, thi nu længtes han snart tilbage til Daressalam. Jeg kunne inderlig godt forstå ham, men var lige så lidt som ham orienteret om krigens forløb i Europa. Men for at give ham nye forhåbninger, svarede jeg: “Jo, Ramasan, krigen må nu snart være til ende.” “Vender du så tilbage til Europa, Brana?” “Ja, Ramasan, det gør jeg, men når jeg måske senere igen vender tilbage til Afrika, vil du så igen være boy hos mig?” “Ja, Brana, det vil jeg gerne. Kva heri!” “Godnat Ramasan.”…. Jeg ville ønske, at jeg endnu engang kunne mødes med Ramasan. Men dette ønske vil ikke gå i opfyldelse.” Ligesom årbogen engang måtte høre op med at udkomme, lige sådan måtte foreningen DSK opløse sig, og det skete ved årsmødet 31. juli 1988 på Folkehjem i Aabenraa. Der var da 32 DSKere tilbage, og 18 faner var til stede. Hermed ophørte den “store” forening at eksistere, men mange lokalforeninger fortsatte deres virke lige så længe, nogen af de gamle levede. Og fanerne, ja, de blev bevaret i foreningerne lige til det sidste, ofte med en søn af en DSKer som fanebærer. En del faner befinder sig i den sognekirke, hvor de hører hjemme, ellers huses mange på Sønderborg Slot. Og den sidste DSKer, Lorenz Gram i Kolding, lukkede sine øjne 2. juledag 2004 105 år gammel for at drage op til sine kammerater, en æra var endegyldigt forbi. Her ses Lorenz Gram ved åbningen af museets særudstilling om DSK i 2003.