Deutsch
English
  • SØNDERJYDER I KRIG – Foredrag den 29.maj 2013

    Udgivet den 13. maj 2013

    Flere end 70 millioner soldater deltog i Første Verdenskrig. Af dem var mere end 13 millioner tyske soldater.

    Af disse tyske soldater kom omkring 35.000 mænd fra Sønderjylland/Nordslesvig og blev indkaldt til den tyske hær i krigsårene. Mellem 5000 og 6000 af disse sønderjyder/nordslesvigere faldt på slagmarkerne og blev begravet i fremmed jord. Aldersspredningen var stor – fra rene drenge til midaldrende mænd. Der var familier, som mistede flere familiemedlemmer. Fædre og sønner. Sønner og svigersønner. Men en af dem, som på trods af alle odds overlevede denne skrækkelige krig var Arne Jørgensens farfar. Herom fortæller foredragsholder Arne Jørgensen fortæller:

    Udgangspunktet er min bedstefar (farfar), som var med, og som blev hårdt såret af et skud tværs igennem hovedet. Han overlevede, levede efterfølgende et normalt liv og blev 80 år. Jeg kendte ham rigtigt godt, idet han boede på aftægtslejligheden på det lille husmandssted, hvor jeg er vokset op. Senere har jeg – på heldig vis – fået hele hans deltagelse, forløb og sygehistorie afdækket. Bl.a. har jeg et røntgenbillede (fra 1929) af “hovedskuddet”, hvor hullerne i kraniet og kuglens vej igennem hjernen tydeligt ses. Min bedstefars forløb er hovedhistorien, men jeg har også min morfar med (han “gik over grænsen”), og også min kones bedstefædre, hvor den ene døde (hvor enkens historie også er spændende) og den anden slap uskadt igennem. De 4 skæbner fra vores lille familie er faktisk typiske for de skæbner, man oplevede i det sønderjyske.

    Foredraget vil hele vejen understøttet af mange billeder, som vises på power-point.

    Foredraget holdes på Den gamle Grænsekro overfor Genforenings- og Grænsemuseet. Pris for foredrag: 40,- kr
    I en midtvejspause vil der være mulighed for at købe en forfriskning, øl, vand, et glas vin – eller kroens dejlige kaffe med hjemmebagt kringle, som kan bestilles inden foredragsstart.

    Billetter kan købes på Genforenings- og Grænsemuseet, Koldingvej 52, Frederikshøj, 6070 Christiansfeld den 29.5.2013 fra kl. 18:00. Gratis adgang til museet fra kl. 18 – 19:30 for de, der afhenter billetter til foredraget.