Deutsch
English
  • Sang- og oplæsningsaften

    Udgivet den 18. august 2007

    Genforeningsmuseets satsede på en god og stemningsfuld aften, fredag den 17.8., da bestyrelsen arrangerede en sang- og oplæsningsaften. Det viste sig at være en god satsning.
    For en sikkerheds skyld var der sat stole frem til 60 personer inkl.. museets reservestole. Et deltagerantal på mellem 20 og 30 ville have været et succes-kriterie. Men 61 personer mødte op for at være med. Og der blev læst op – der blev sunget – og der blev snakket. En veloplagt Lorenz Asmussen præsenterede den historiske baggrund for de sange, som Bente Ibenfeldt – museets “huspianist” – så flot spillede til. Skoleinspektør Leo Ranlev læste op af Dansksindede sønderjydske Krigsdeltageres beretninger fra 1. Verdenskrig. Det var beretninger fra fronten med både humor og alvor. Beretninger, som satte mange tanker i gang hos de fremmødte. Kaj G. Nielsen læste op af øjenvidneberetninger fra genforeningsdagene – herunder også en beretning skrevet af et medlem af Kongehuset. En beretning, som slet ikke var så forskellig endda fra de øvrige personers oplevelser af de store glædesdage.
    To af aftenens gæster overrakte til stor overraskelse og glæde for bestyrelsen fine gaver til museets udstilling. I pausen nød de mange gæster det milde sommervejr udenfor på plænen, hvor museumsbygningen flotte mosaik virkelig kunne nydes – set i lyset indefra. Levende fakler langs museets gangsti gjorde stemningen ekstra festlig. Rigtig mange af gæsterne opfordrede til at gennemføre lignende arrangementer, hvilket bestyrelsen tager til efterretning.