Deutsch
English
  • Nyhedsbrev 2008

    Udgivet den 4. juni 2008

    4/6-2008 FEST PÅ MUSEET
    Søndag den 1. Juni blev Genforenings- og Grænsemuseets nye glasindgang indviet. Det skete i overværelse af H.E. Ingolf, Greve af Rosenborg og H.E. Grevinde Sussie og lidt over 100 glade mennesker.
    Greven holdt en kort tale – og klippede det røde bånd – hvorefter gæsterne indtog den nye udstillingsfløj, hvor alle museets stole var i brug. Desværre måtte over 30 gæster overvære festligholdelsen af, at vi nu har fået værtsskabet for Genforeningsbrønden fra Odense.
    Kulturudvalgsformand fra Kolding Kommune holdt en flot festtale for museet. Bl.a. sagde hun følgende:
    “Det kan godt være, at mange mennesker i dag tænker, hvad kan jeg bruge det til, og hvad har det af betydning for mit liv og min hverdag, hvad der skete i 1920?
    Men det har betydning, for ved at dykke ned i historien, så opdager man det savn og de kræfter som har været spil, når man ufrivilligt deles, når man splittes op. Når ens familie og dem man elsker pludselig bor “på den anden side”, og når man mister sit land, mister man også en stor del af sin identitet og sin selvforståelse. Det har været – og det viser meget af det I udstiller jo også – meget meget smerteligt for mennesker i denne del af landet, og man mærker det stadig, når man taler med dem den dag i dag.
    Og den historie kan – og skal – vi lære noget af”.
    Efterfølgende blev Genforeningsbrøndens 12 lys tændt. Som de første tændte Greveparret to lys – efterfulgt af repræsentanter fra Odense, Kolding og museet.
    På plænen blev det gode vejr nydt i fulde drag. Mange benyttede sig af lejligheden til at få sig en hyggesnak med hinanden. Museet bød på en sandwich og lidt drikkeligt. Drikkevarerne var sponseret af bryggeriet Fuglsang og SuperBest i Christiansfeld havde uden beregning leveret de lækre sandwich.