Deutsch
English
  • Museets dobbeltarrangement – en succes

    Udgivet den 3. juni 2015

    Kort før kl. 14 mandag den 1. juni 2015 kl. 14.00 strømmede gæsterne til Genforenings- og Grænsemuseet “tvillingearrangement”.Blandt gæsterne sås museets protektorpar H.E. Ingolf, Greve af Rosenborg, H.E. Grevinde Sussie, borgmester Jørn Petersen, Kolding, viceborgmester Søren Rasmussen, Kolding og Kulturudvalgsformand Jesper Elkjær, Kolding. Derudover knapt 90 gæster fra nær og fjern, sponsorer, støttemedlemmer, museumsvenner, gæster, kustoder og bestyrelse.

    Anledningen var 20-året for museets indvielse og sommeråbning 2015.

    Imens gæsterne fandt på plads, fik museets huspianist Bente Ibenfeldt på museets nye klaver, sat gæsterne i den helt rigtige stemning til et par hyggelige timer. Undervejs i programmet markeredes Carl Nielsen-året ved at forsamlingen sang 3 sange af komponisten.

    Formand Kaj G. Nielsen bød velkommen til markeringen som bl.a. indebar en bogudgivelse af bogen SØNDERJYSK KOMMANDO, skrevet af forfatter Steffen Riis, Værløse. Bogen er interessant for alle historieinteresserede – især i det tidligere Sønderjylland/Nordslesvig, da den beskriver  bl.a. SØNDERJYSK KOMMANDOS indtog i Haderslev, Tønder, Sønderborg og Aabenraa. Forfatteren fortalte om bogens tilblivelse – et værk på 80 sider – illustreret med mange fotos og postkort fra indtoget i det genvundne område – og rettede en stor tak for praktisk hjælp under skriveprocessen til Bruno Rosenlund, Haderslev. Bogen kan købes på museet for 149,- kr.

    Stor begejstring var der også for særudstillingen med titlen:  “En stille humorist fra Store Anslet”  (Haderslev Kommune) – med et udpluk af humoristens – Leif Gr. Thomsens -festlige streg og tekster bragt bl.a. i Æ Rummelpot, diverse tidsskrifter m.m. Bl.a. vandt han konkurrencen om et 700 års haderslev-logo i 1992! – Et ansigt, kendt af RIGTIG mange……
    For nogle år siden lavede du publikationen GENFORENINGEN – EN HISTORISK MALE- FORTÆLLEBOG FOR FAMILIENS STORE OG SMÅ. Den er rigtig populær hos forældre og bedsteforældre, som vil delagtiggøre børn og børnebørn i Genforeningens historie.
    Leif Thomsen har i mange år trådt sine sko på museet. Dels i bestyrelsen – og nu som museets ansvarlige for gruppebesøg. Det er blevet til rigtig mange museumstimer. Og nu er han så selv blevet en slags “museumsgenstand”.
    Efter at være blevet introduceret fortalte han forsamlingen om, hvad humor er for en størrelse – og hvad der fik ham til at starte som tegner.

    Sidste programpunkt var museets tak til Odd Fellow Loge 15, Odin, Kolding. I fjor donerede logen et pengebeløb som en håndsrækning til museets udstilling om 150-året for 1864- krigen. Overmester Ove Hjorth og undermester Bjarne Lyngsø Madsen fra logen i Kolding tog imod museets tak, en messingplakette, som skulle skrues op på museets sponsorplade.
    2 Vue over salen
    Til sidst hædredes Peder Graasbøll, Hejlsminde for trofast bestyrelsesarbejde siden 1994.
    I januar valgte han at skifte rollen som bestyrelsesmedlem ud med suppleantrollen.

    “Du har så absolut igennem årene været museets handymand og en Georg Gearløs uden lige, når nye tanker og ideér skal/skulle tænkes. Du ser aldrig problemer – kun løsningsmuligheder og vi håber at Ingeborg vil låne dig ud til os i mange, mange år endnu”. sagde Kaj G. Nielsen, inden også Peter Graasbøll fik sin messingplakette.
    Begge modtagere af messingplaketterne skulle selv skrue plaketterne op.

    Da den officielle del af arrangementet var slut bød museet på en forfriskning. Her var øl og vand sponseret af bryggeriet Fuglsang i Haderslev.

    I dagens glade anledning havde museet forsøgsvis indført muligheden for mobilpay, hvilket der også blev brug for. På førstedagen solgtes Steffen Riis´ s bog i 30 eksemplarer – og forfatteren måtte signere næsten alle sammen.
    Efter to og en halv time kunne bestyrelsen rydde op, lukke og slukke – og i øvrigt se tilbage på endnu et godt og vellykket museumsarrrangement.