Deutsch
English
  • Frivillige holder ukrudtet væk

    Udgivet den 10. august 2010
    Havelauget

    Havelauget

    Efter en lang sommer er det nok de færreste haveejere, der drømmer om mere havearbejde. Ikke desto mindre findes der faktisk en lille gruppe af hårdtarbejdende mennesker, der – ganske frivilligt – kaster sig over mere havearbejde, end de er forpligtet til.

    Det er Genforenings- og Grænsemuseets havelaug, som hele sommeren igennem – sammen med “plæneklipperpiloterne” – sørger for, at museets have ser flot og indbydende ud.

    Som alt andet arbejde på museet er havelaugets indsats frivillig og ulønnet – men de beundrende blikke og positive bemærkninger, haven får fra de besøgende, tjener dog, sammen med den årlige museumsudflugt som en slags belønning for en god indsats.

    Havelauget består indtil videre af 4 personer, som holder blomster- og plantebede og pladser omkring museet. Men ikke alt er havearbejde. Der er også tid til kaffe – og hyggesnak, når man mødes – og der er stadig plads til flere på holdet, oplyser tovholder Bente Hering Madsen (tlf. 7456 2260). Græsplænen slås på skift af “plæneklipperpiloterne”, der tæller 6 ildsjæle. Tovholder her er Peder Graasbøll (tlf. 2028 6188).

    Hvert forår og efterår får de frivillige havefolk assistance af den lokale anlægsgartner Erling Stuke, som har sponseret to årlige gennemgange af haven.