Deutsch
English
  • Find din indre kræmmer frem….

    Udgivet den 24. februar 2011

    markedstegningGenforenings- og Grænsemuseet går nu nye veje for at skaffe økonomiske midler til museumsdriften.
    Som noget nyt forsøger bestyrelsen for første gang at etablere et Bagagerums-, Trailer- og Kræmmermarked på museets P-plads lige over for Den gamle Grænsekro. Det sker lørdag d. 6. august 2011 fra kl. 09.00-18.00.
    Her er mulighed for at give sig selv, familien eller vennerne en fælles dag med råhygge – og en helt, helt anderledes og sjov oplevelse!
    Museet råder over et par hundrede facademeter til de, der gerne vil sælge “lopper”. Opfordringen lyder derfor, at man – i stedet for at smide ting væk – rydder op i gemmerne derhjemme, fylder bil eller trailer – og stiller op til salg den 6.8. Private kan afsætte alle former for brugte genstande. Det kan erhvervsdrivende og handlende også, men disse skal have en bevilling til salg af brugte genstande. Der må ikke sælges mad og drikkevarer til fortæring på pladsen.
    På museets græsplæne kan alle interesserede børn gratis stille op til et børnekræmmermarked. Øvrige “loppesælgere” betaler en facademeterpris, som tilgår museets driftskonto.
    I løbet af dagen forsøges arrangeret helikopterrundflyvning.
    Bestilling af stadeplads kan indtil 1. juni ske til 2283 1879. Efter 1. juni benyttes museets tlf. 7557 3003, hvor kustoderne alle dage undtagen mandag (dagligt imellem kl. 10 – 17) sidder klar til at tage imod bestilling.
    Tilmelding kan også ske til: info@genforeningsmuseet.dk