Deutsch
English
  • Bagagerums- , Trailer- og Kræmmermarked

    Udgivet den 15. juli 2014

    Genforenings- og Grænsemuseet afholder i år for 4. gang et  Bagagerums-, Trailer- og Kræmmermarked.  Det sker den 2. august 2014 fra kl. 9-15 på museets store parkeringsplads syd for museet. Markedet plejer at samle rigtig mange gæster, som er på jagt efter et guldrandet køb.
    Salgssortimentet plejer at være stort – lige fra tante Odas bridgebord, Hans´ hjemmelavede fuglehuse og Kajs udrangerede gummihjul fra trækvognen til 10.000 andre spændende ting, idet flere af deltagerne er kræmmere  for en dag ud fra devisen: ”ryd op i gemmerne derhjemme – lad andre blive glade – og tjen en skilling”!
    Museets marked er velbeliggende – lige ud til vej nr. 170 – og over for Den gamle Grænsekro. Normalt er der en god lørdagstrafik imellem Kolding og Christiansfeld, hvor det må forventes at mange helt impulsivt stopper op og bliver markedsgæster.

    Børnekræmmere
    Der er i år også plads til børnekræmmere i museumshaven. Børnekræmmerne deltager igen gratis. –Der er dog den betingelse, at det ikke er fars nedlagte legetøjsforretning, som børnene sættes til at realisere, men at de sælger ud af egne ”overskudslagre” – som de nu er vokset fra.  Det forventes også, at der følger en voksen med børnene.

    Krofar hygger
    Også krofar på Den gamle Grænsekro er med på løjerne. Kroen tænder op under grillen på markedspladsen og står klar med grillpølser og drikkevarer til lækkersultne gæster.

    KræmmerplakatbilledeKræmmertilmelding kan ske på mail til Genforenings- og Grænsemuseet info@genforeningsmuseet.dk eller på tlf. 22831879. De sidste ledige facademeter vil blive solgt efter ”først til mølle”- princippet.

    Se kræmmerbilleder på hjemmesidens FOTOGALLERI-side.