Deutsch
English
  • 15 års fødselsdagsfest med musikalsk underholdning

    Udgivet den 28. juni 2010

    Når Genforenings og Grænsemuseet den 10.7. holder fest, er det ikke kun 90-årsdagen for Genforeningen, der er i centrum. Museet fejrer nemlig også en anden mærkedag – nemlig museets egen 15-års fødselsdag.

    Den 10. Juli 2010 er det nemlig 15 år siden, at Dronning Margrethe II indviede museet. Museets bestyrelse har derfor delt festlighederne op i to afdelinger, idet 90-året fejres på museet – mens museets fødselsdag af praktiske årsager er flyttet fra museet over på Den gamle Grænsekro, hvor museumsbestyrelsen har bedt kromanden om at stå for den den kulinariske del med det sønderjyske pølsebord. Fejringen af fødselsdagsfesten på kroen har bestyrelsen selv taget sig kærligt af – og det bliver ganske festligt, idet komponist og pianist Bente Ibenfeldt, Christiansfeld og militærmusiker, trompetist Carina Olesen, Slesvigske Musikkorps vil underholde med et dejligt musikalsk indslag. Dette vil være deres fødselsdagsgave til museets fødselsdag…
    Carina Olesen (tv) og Bente Ibenfeldt (th)Bente Ibenfeldt, som har et imponerende CV, har tidligere indspillet en CD med egne kompositioner i samarbejde med Sønderjyllands Symfoniorkester. Alle melodier er i den romantiske genre, hvoraf titelmelodien “Kun et kys”, er en hyldest til Kronprinsparret i anledning af deres bryllup i maj 2004. Hendes seneste udgivelse er en DVD med Gråsten-marchen.
    Carina Olesen, Kornet, er uddannet trompetist og musikpædagog ved Det Jyske Musikkonservatorium i Århus. Hun spillede kornet i en pigegarde som ganske ung og elsker mixet mellem den bløde kornet og den mere rytmiske trompet. Carina harspillet i SMUK i tre et halvt år.

    Desuden vil Kolding Kommunes 1. viceborgmester Søren Rasmussen holde en fødselsdagsfesttale for museet. Også tidligere kirkeminister Torben Rechendorff har meldt sin ankomst til festen – med en overraskelse til museet. Museets protektor, Greveparret fra Egeland og Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder deltager ligeledes i denne del af museets jubilæumsfestligheder.